Anders Brødsgaard: Rejse (2000)


Demagogen Uras kan vade ind, på én gang velkommen og skæbnesvanger. Hans soloparti er det eneste større i operaen og udføres mesterligt af Jens Bruno Hansen, sangligt overbevisende og dramatisk opofrende. Flankeret af tre velsyngende furier og en hjerteløs kritiker smider han sin persona, overvindes straks af Fjenden og viser sig som aftenens bedste bud på et menneske. En virkelig sjældenhed. (Information 17. juli 2000)


Ved Jens Bruno Hansens entre som den dæmoniske frister Uras begynder dog billedet at vende. Manden tager fat i det forhåndenværende stof og gør det til sit eget som den fødte sanger-skuespiller han er. Vorherre har skænket ham en kæmpe stemme; komponisten har undt ham en sammenhængende tekst, og han spyr den ud som en kogende vulkan. I hver sangergeneration er der kun to eller tre, der magter sådan en tour de force: det skal opleves - ikke beskrives. (Børsen, 18.juli 2000)


Stor ros til sangerne – og ikke mindst til Jens Bruno Hansen, hovedpartiet, en hersker, der mister magten og muligvis forstanden – et unplugged menneske I violette blebukser, midt I flokken af tåber, der tager sig til kuplerne……” (BT 17.7. 2000)


En person træder ud af mængden. Bassen Jens Bruno Hansen fremstiller i en flot præstation staklen eller diktatoren Uras. (Kristeligt Dagblad 18. juli 2000)



Andy Pape: Leonora Christine (1999)


Jens Bruno Hansen, der magtfuldt udfolder sin bas I fangevogteren Christian Tårngemmers rolle. (Jyllands Posten 31.3.99)


Jens Bruno Hansen som fangevogteren er dæmonisk, slesk og underlivsfikseret til det platte. Hans stemme ligger perfekt til partiet, hvor magten gør ham farlig. Lige indtil hans egen position er truet. Så kryber han som en hund for den fine dame. (Aktuelt 31.3. 99)


En stor præstation på tværs af genrene er også Maria Stenz som tjenstepigen og det forstyrrende handyr i kammerspillet, Jens Bruno Hansen: et navn man roligt kan betro de virkelige bösewichter blandt operaens mørke stemmer. (Weekendavisen 9. april 99)


Rollen er noget af en overspændt machoparodi, som Jens Bruno Hansen imidlertid går til med både tonerne og hormonerne på plads. (BT 30.marts 99)


Jens Bruno Hansen tillægges de grovere virkemidler, som han fremlægger afvæbnende humoristisk og ligetil. (Fr.borg Dagblad 31.3.99)


Han gestaltes af basbarytonen Jens Bruno Hansen. Christian er en ubehagelig person, men ikke uden en egen charme, der påvirker de to kvinder – og en dejlig stemme har han jo. (Helsingør Dagblad 31.3.99)


De medvirkende kunstnere yder en formidabel indsats: Edith Guillaume som Leonora Christine, Maria Stenz som Karen og Jens Bruno Hansen som Christian Tårngemmer. (Information 3. april 99)



Peter Maxwell Davies: The Lighthouse (1997), Lighthouse: Arthur (Den Anden Opera)


Där finns Jens Bruno Hansen med imponerande barsk och tät bas…… (Sydsvenska dagbladet 6. feb 97)


De tre sangere kan man ikke blive træt af at rose for en præstation ud over det sædvanlige: Jan Lund, Jesper Buhl og Jens Bruno Hansen. De kommer hver for sig så langt ud i tovene, at man ud over at beundre deres stemmekvaliteter også tænker på dem som dramatiske talenter.........(Information 5. feb. 97)


Det er stærkt og godt sunget af tenor Jan Lund, bariton Jesper Buhl og Bas Jens Bruno Hansen. (Ekstra Bladet 3. feb. 97)


Også de tre sangere Jan Lund som den biseksuelle Sandy, Jesper Buhl som den kriminelle Blaze og Jens Bruno Hansen som den fanatiske Arthur imponerer med flotte stemmer. (Berlinske Tidende 4. feb 97)



György Ligeti: Le Grand Macabre (2001)


Jens Bruno Hansen i sin tur är lysanda som misslyckad astronom utklädd i damkläder och lösbröst. (Helsingborgs Dagblad 26. sept 2001)


Jens Bruno Hansen investere levende spil og effektiv baryton. (Politiken 25 sept. 2001)


Næste scene åbenbarer et genialt samspil mellem hofastrologen Astradamors, sunget med lige dele kraft og afmægtighed af Jens Bruno Hansen og hans sadistiske husholderske, Mescalina…. (Kristeligt Dagblad 26. sept 2001)


Lykkeligvis råder Det kgl Teater over et sangerhold, som uden besvær kan synge og spille de langt fra enkle roller….. Sten Byriel som Nekrozar, fastere i mælet end længe, Jens Bruno Hansen som hofastrologen Astradamors, Bengt Ola Morgny som drukmåsen Piet von Pils. (Jyllands Posten 25. sept. 2001)


For holdet af danske sangere – med Sten Byriel i spidsen – er fremragende. De mer´end magter opgaven, de har både overskud og gennemslagskraft: fra skønsang og koleratur-trillerier til sjov tale sang. Og lige imponerende enkeltvis og i de mærkelige, men smukke duetter og terzetter. (BT 25. sept. 2001)



W.A. Mozart: Bortførelsen fra Seraillet (2003)


Fem pragtfulde unge sangere tryller med den usandsynligt krævende musik og sejre stort på deres enorme charme. (Børsen 15 aug. 2003)


Tag Jens Bruno Hansens flot sungne Osmin. Han er ikke den sjoveste og slet ikke den mest komiske Osmin man har set, men det er kun velgørende og en del af instruktørens gengivelse af konfrontationen af to kulturer, den europæiske og den tyrkiske. (Jyllands Posten 17. aug 2003)


Jens Bruno Hansens... dramatiske, næsten dæmoniske optræden på scenen. (Kristeligt Dagblad 15. aug. 2003)


Der er stribevis af flot turnerede humoristiske sekvenser i tjenerskabet med Louise Fribo i spidsen og med Bo Kristian Jensen og Jens Bruno Hansen som veloplagte og velsyngende med og modspillere i rollerne som hhv Pedrillo og Osmin. (Århus Stiftstidende 15. aug 2003)


Jens Bruno Hansen skaber en farlig Osmin og en flot figur med stærk resonansbund. (Nordjyske Stiftstidende, sept 2003)


Det er lige ved at Jens Bruno Hansen er veteranen i det selskab. Osmin, den tyrkiske sabelsvinger er rollen. Sunget med klingende basbaryton….festlig er han. (Ekstra Bladet 15.auf 2003)


Ligesom den herlige bas Jens Bruno Hansen, der vogter over damerne, er de fremragende sangere. (BT 15 aug. 2003)


Jens Bruno Hansen er en veloplagt komediant…….. ( Politiken 20. aug. 2003)



W.A: Mozart: Titus (2004)


Jens Bruno Hansen er perfekt i rollen som skaldet overhoved for kejserens livvagter: Hans myndige bas og stærke scenepræsens giver den ellers temmelig ubetydelige rolle stor fylde. Igen er det detaljerne og omhuen i personinstruktionen, der gør den på overfladen ikke særligt interessante handling vedkommende. Hans malmfulde røst har en bydende, skarp kant og rollen kunne nemt være blevet militaristisk endimensional og hul, men den raffineret svage antydning af menneskelighed bag den hårde facade i hans omsorgsfulde årvågenhed overfor Titus giver rollen dybde. (Michele Dahlerup, KultuNaut.dk)


Hele forestillingen igennem har det været en fryd at overvære, hvordan McVicar med sin personinstruktion har bragt alle til samme højder. Michael Kristensen, som den ulægeligt ensomme Titus, Jens Bruno Hansen som den illusionsløse Publius, Hanne Fischer og Kerstin Avemo som søskendeparret Sextus og Servilia….Paula Hoffman synes at være det klarest tænkende væsen på scenen. (Weekend avisen 6. maj 2004)


…Kredser den højst indviklede intriges personer i et særdeles velsyngende ensemble……… Operaens eneste dybe mandsstemme, Publius, leveres med autoritet af bassen Jens Bruno Hansen. (Information 6. maj 2004)


Jens Bruno Hansen leverer en sikker præstation som anfører for garden. (Politiken 2. maj 2004)


McVicar encouraged the singers to be real people without straying from the opera seria world, delivering expressive arias, all of them singing very well: Michael Kristensen as Tito, Ylva Kilberg as Vitellia, Hanne Fischer as Sesto, Kerstin Avemo as Servilia, Paula Hoffman as Annio and Jens Bruno Hansen as Publio. (www.operajaponica.org)



John Frandsen: Tugt og Utugt I mellemtiden, (Øreløs, Langemand, Fritz), (2004)


Der har været udskiftninger undervejs, men med en Jens Bruno Hansen i skurkerollerne som Øreløs og Langemand er niveauet blevet højt. Han er lige så skræmmende god som Lars Thodberg Bertelsen er velcastet i partiet som den noble borgerligt velovervejede Bernhard Aftenbakke. (Politiken 31. august 2004)


… i drømme forbundet med en stærkt spillende Jens Bruno Hansen. (Århus Stiftstidende 31. aug 2004)


Jens Bruno Hansen i diverse skurkeroller og Jens Krogsgaard er også stærke som parret, der efter en færdselsulykke kommer til at dele identitet. Når den ene sover, drømmer han den andens tanker. (Jyllands Posten 1. sept 2004)


Men herrer som Jesper Mikkelsen, Jens Bruno Hansen og Jens Krogsgaard gør også et propert arbejde – især hvis de typer, de udstiller, virkelig skal være så umanerligt naive. (Kristeligt Dagblad 31. aug 2004)



G. Rossinni: Barberen i Sevilla (Basilio), (2004)


Jens Bruno Hansens som en overbevisende Basilio med stor resonansbund. (Herning Folkeblad 23 november 2004)


Jens Bruno Hansens smukke basstemme kunne nemt blive meget alvorlig i sammenhængen, men god gestik og en sminkning, der leder tanken hen på commedia dell’arte bliver det morsomt. (Holstebro Dagblad 17. nov 2004)


Jens Bruno Hansen var en sikker hvidkalket Basilio. (Jyllandsposten 20. november 2004)



B. Britten: The Rape of Lucretia (Collatinus), (2009)


John Lundgren har som Tarquinius den naturlige fylde, der skal til, og Randi Stene er castet fint som Lucretia. Hendes mand, Collatinus, gestalter Jens Bruno Hansen med overbevisning. (Kristeligt Dagblad)


Andre glimrende præstationer: De to fortællere bliver sunget af den irsk-amerikanske Aleen Bramhall Itani og vores egen Michael Kristensen, krævende opgaver, forløst med stor sikkerhed og forbløffende sanglig smidighed. Junius, væddemålets snu manipulator: Andreas Landin. Og Jens Bruno Hansen, Elsebeth Halling og Elinor Fryklund - stærkt besatte partier. (Gregers D. Holmfelt)



Andy Pape: Kærlighedens Dampe (Dr. Dampe), (2009)


Sangligt overbevisende. Jens Bruno Hansen er markant, mørk og dramatisk sikker som Dr. Dampe, mens Helene Gjerris’ portræt af Adolphines sværmeri for den fængslede mand gives med fuld udnyttelse stemmens imponerende ambitus og udtrykskraft. (Århus Stiftstidende)


Her er det en selvfølgelig ting at komplimentere sangerne, som uden undtagelse er et godt syngende hold på fire voksne og to børn. Jens Bruno Hansen har det store parti som fritænkeren, borgerretskæmperen, statsfangen Dampe, hvis arrest blev flyttet til Christiansø, hvor han nu går igen knapt 200 år efter. Helene Gjerris er arrestforvalterens kokkepige med det uimodståelige gamle navn Adolphine, som forelsker sig i ham og drømmer om at befri ham. (Jyllands Posten)


Og de har gode sangere med i Århus: Den lifligt syngende Kristine Becker Lund som Beate, Helene Gjerris flotte mørke mezzo som Adolphina, den spændstige tenor Magnus Vigilius som Jacob og den statelige bas Jens Bruno Hansen som Dr. Dampe. (Børsen)